Sogneudflugt
Et tilbageblik på sogneudflugt
Sogneudflugt 2024
Tirsdag d. 18. juni kl. 17.30 stævnede forventningsfulde sognebørn i bus ud fra Ejstrup kirke
med senere opsamling fra Gludsted kirke. 38 deltagere havde valgt at møde op på denne
skønne sommeraften, hvor vejret havde valgt at arte sig helt perfekt til udflugt.
Turen gik nu mod Grove kirke, som var turens første mål og et par sange blev sunget
undervejs.
KIrken er en af mange Hede Kirker som er opført i det midtjyske i slutningen af 1800-tallet
med et særligt tilskud på 18.000 kr. fra staten. Målet var at folk på de tyndt befolkede hede
arealer kunne få forkortet deres kirkevej.
Herudover har Grove kirke tilknyttet en helt speciel historie, som stammer fra anden
verdenskrig.
Ved tyskernes besættelse af Danmark blev 40 landbrugsejendomme i området inddraget til bygningen af en stor tysk flyvebase, hvorved Grove sogn blev kraftigt indskrænket.
En lokal guide indviede os i et mørkt kapitel i verdenshistorien, og til dels også i dansk historie.
Efter krigslykken var vendt på østfronten for de nazistiske tropper blev flygtningen af tysk herkomst fordrevet vest på af de fremrykkende russiske tropper. Omkring 250.000 flygtninge blev sejlet til København hvoraf mange endte i området omkring Grove i de nu tidligere tyske militærbarakker.
Der var stor nød i lejrene blandt de mange kvinder, børn og sårede og deserterede tyske soldater der i forvejen var udmattede efter flugten.
Dødstallet i lejrene og især blandt børn blev deraf unaturligt højt. Flygtningekirkegården ved Grove kirke er et resultat af disse omstændigheder.
Med en lille omvej gik turen på grusvej gennem det smukke landskab på Kongens Hede, hvor efter vi ankom til Grønhøj Kro, hvor kaffen med boller og lagkage ventede.
Under kaffen indviede krofatter Gregers os i kroens og egnens historie. Han var nu femte generation efter sin oldefar, som købte kroen i 1848. At drive kro på den tid havde også meget med landbrug at gøre, men det var mere musikken som interesserede Gregers. Det fik vi som gæster til gengæld stort udbytte af, da vi blev ledt igennem et underholdende repertoire af sange, som beskrev Gregers vej til at ende som krofatter.
Efter kaffen var der før hjemturen mulighed for et besøg i det omfattende museumsanlæg i laderne ved kroen, som omfattede et Morten Koch museum og "kartoffeltysker" museet, som hver især er en historie for sig.
Stor tak til udvalget for en yderst veltilrettelagt og indholdsrig tur
Gunnar Kviesgaard